For 10 – 12 år siden fik jeg en lungebetændelse, der var så alvorlig, at vor huslæge gennem mange år skønnede, at en indlæggelse var nødvendig. Det blev jeg så og undersøgt på kryds og tværs. Da lungebetændelsen var slået ned med antibiotika og jeg skulle udskrives, fik jeg at vide, at jeg havde KOL. Dertil kunne jeg kun sige nå, da jeg ikke anede hvad KOL var. Det fandt jeg selvfølgelig hurtigt ud af, og blev som alle øvrige KOLpatienter indkaldt til regelmæssig kontrol af lungernes tilstand.

Samme dag som en at disse kontroller skulle finde sted læste jeg i avisen, at Klaus Phanareth, som var min læge på lungeafdelingen, havde fået bevilliget et større beløb til noget som hed ”Det virtuelle hospital”. Jeg er af naturen et meget nysgerrigt menneske og grublede en del over, hvad ”Det virtuelle Hospital” kunne være for noget. Da jeg senere mødte op til undersøgelsen  hos Klaus, ønskede jeg selvfølgelig tillykke med forskningsmidlerne og kunne naturligvis ikke dy mig for at spørge ind til, hvad ”Det virtulle hospital” dækkede over. Jeg fik en forklaring, og straks begyndte de indre lamper at blinke så meget, at jeg ikke kunne lade være med at tilbyde  mig som prøveklud, hvis de stod og manglede en sådan.

Der gik et par måneder, hvor jeg ikke kunne slippe tankerne om de fantastiske muligheder, der lå i ordene ”Det virtulle Hospital”. Ikke alene indenfor lungesygdomme men i et bredt spektrum af medicinske sygdomme ville dette kunne bruges. Jeg blev mere og mere tændt på tankerne og slap for alvor fantasien løs. Jeg må lige tilføje, at jeg er arkitekt fra Kunstakademiets linie for industriel design. Med denne baggrund var jeg ud over at være patient på ”Det virtuelle hospital” intereseret i at være med til udformningen af den enklest tænkelige betjening af de instumenter/måleudstyr, som man bliver udstyret med som patient.

Bevidstheden om, at man altid kan komme i kontakt med kvalificeret personale, giver tryghed.

-Jens Danstrup (72), KOL patient

 Da jeg et par måneder senere blev ringet op og spurgt, om jeg stadig var interesseret i at medvirke som prøveklud, var jeg ikke i tvivl om svaret. I løbet af en 14 dages tid fik vi installeret udstyret, så jeg kunne kontakte hospitalet og hospitalet mig, og vi kunne se hinanden og tale sammen. For mig var det et kæmpe spring ud i fremtiden. På grund af en spinalforsnævring, er jeg svært gangbesværet, fordi de kommandoer som hjernen sender til benene ikke altid går igennem efter mine ønsker. Benene gør, som det passer dem, nogen gange går de faktisk hver sin vej, hvilket kan være særdeles generende specielt i en fodgængerovergang.

Tidligere kunne det tag det meste af en dag at nå frem til en konsultation på Frederiksberg Hospital – via ”Det virtuelle Hospital” kunne det gøres på få minutter fra min egen stol og min egen moniter. Måleresultaterne gik over nettet med samme hastighed.

Vi KOLpatienter har alle oplevet svære vejrtrækningsbesværligheder grænsende til kvælningsfornemmelser og den medfølgende desperation. Bevidstheden om, at man altid kan komme i kontakt med kvalificeret personale, giver tryghed.

Efter i et par måneder at have været med i prøvekørslerne er jeg dagligt blevet mere og mere overbevist om fordelene ved hospitalsdrift på den virtuelle måde. Men der mangler endnu et stykke udviklingsarbejde, som må og skal gøres - til vores fælles bedste.

Venlig hilsen Jens Danstrup