Get Adobe Flash player

KOL patienters mestring af deres problemer efter virtuel indlæggelse - implikationer for udvikling af klinisk praksis

Printer venlig versionSend til andre

Baggrund
I foråret 2010 påbegyndes multicenter RCT studiet ”Det Virtuelle Hospital” på Frederiksberg og Herlev Hospital. Studiets overordnede formål er, at undersøge mulighederne for at behandle og pleje indlæggelseskrævende patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) i eget hjem, ved hjælp af telemedicinsk udstyr og virtuel kontakt.

At overflytte patienter fra hospitalsindlæggelse til virtuel indlæggelse i hjemmet, fordrer at patienterne kan varetage udførelse af tests og behandlinger, samt medvirke til identifikation af problemer og ændringer i den fysiske tilstand. Det er dog ikke tidligere undersøgt, hvorvidt virtuelt indlagte patienter besidder eller erhverver sig de kompetencer, der skal til for at de, i samspil med professionelle og pårørende, kan håndtere de problemer, som sygdoms- og livssituationen med KOL indebærer.

Formål
Dette delprojekts overordnede formål er at beskrive, hvilken betydning virtuel indlæggelse har for KOL patienters mestring af deres fysiske og psykosociale problemer, samt at identificere forhold der kan udvikle og forbedre den professionelle indsats under virtuel indlæggelse. Metode Studiets design er baseret på Banduras teori om self-efficacy (selvkompetence). Flere undersøgelser i andre populationer tyder på, at patienter som har en høj self-efficacy, reelt også mestrer deres konkrete problemer bedre end de, der har lavere self-efficacy. Projektet vil indeholde såvel kvantitative som kvalitative dimensioner, og består af;

  1. En kvantitativ del, som indebærer måling af patienternes self-efficacy, ved hjælp af spørgeskemaet ”The COPD self-efficacy scale” med henblik på at beskrive, hvad der karakteriserer KOL patienters self-efficacy efter virtuel indlæggelse, til forskel fra konventionel hospitalsindlæggelse. Desuden udføres en analyse af sammenhængen mellem self-efficacy og antal genindlæggelser, samt sengedagsforbruget indenfor de første seks måneder efter den virtuelle eller konventionelle indlæggelse.
  2. En kvalitativ del, som fokuserer på faktorer med betydning for, hvordan patienterne mestrer deres fysiske og psykosociale problemer i samspil med professionelle og pårørende under og efter virtuel indlæggelse, sammenholdt med deres erfaringer fra tidligere hospitalsindlæggelser. Interviewguiden suppleres endvidere med spørgsmål om, hvilke fordele og ulemper patienterne oplever ved den virtuelle indlæggelse, samt hvilke forhold, der skal ændres for at optimere deres mestring. Den kvalitative undersøgelse vil tage udgangspunkt i dybdegående interviews som analyseres med analysemetoden ”Grounded Theory”.

Implikationer
Da der ikke tidligere er udført lignende projekter, vil projektets resultater kunne få såvel national som international betydning for den faglige, menneskelige og økonomiske prioritering og udvikling af højteknologiske virtuelle KOL-tilbud i sundhedsvæsenet.