Get Adobe Flash player
Printer venlig versionSend til andre
Event: 
Fredag, 6 November, 2009 - 09:00 - 15:45

Download mødeprogram - Tilmelding via DSKT hjemmesiden - FRIST 31 OKTOBER!

Traditionen tro har Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin (DSKT) igen valgt at fokusere på en af de store folkesygdomme, nemlig kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), som på årsmødet vil blive belyst gennem den telemedicinske optik.

Danmark har gennem flere år arbejdet med telemedicinske løsninger til patienter med KOL og har potentiale til at være helt i front på dette område. Der er for øjeblikket tre store projekter under afvikling på henholdsvis Fyn, i København og i Ålborg, hvor telemedicinske løsninger afprøves på KOL patienter. Alle tre projekter har påkaldt sig stor opmærksomhed i både medier og på det politiske niveau og der er blevet skabt store forhåbninger til de potentielle gevinster som både patienterne og sundhedsvæsenet vil kunne opnå. Men hvad viser disse projekter egentligt og hvilken grad af evidens kan man udlede?

Det er netop hvad Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin ønsker at belyse ved dette årsmøde, hvor vi for første gang får mulighed for at opleve en samlet og detaljeret præsentation af alle tre projekter, af de involverede hovedaktører - ildsjælene. Vi har fået en af verdens førende KOL-specialister til at styre slagets gang, nemlig professor Jørgen Vestbo, som vil lede os igennem dagens program. Hans hovedopgave vil være, at forsøge at få klargjort, hvad disse projekter bringer os af viden, hvad vi kan bruge denne viden til og hvordan vi skal komme videre? Alle deltagere vil få mulighed for at give deres mening til kende og deltage i debatten, som vil foregå under eftermiddagens paneldiskussion, hvor der er afsat en hel time i programmet.

Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin har i år flyttet årsmødet til København, til de spændende og inspirerende omgivelser på Tycho Brahe Planetariet, som skal danne rammerne for mødet. Præsentationerne foregår i det store ”Rumteater”, hvor I vil opleve Danmarks, måske største, Power Point præsentationer på op til 300 kvadratmeter på det store kuppellærred.
Som et nyt tiltag, vil alle vores udstillere få mulighed for at præsentere deres produkter ved en 5 minutters mundtlig præsentation, som vil foregå i udstillingsområdet.

Vi glæder os til at se jer alle, både medlemmer og ikke-medlemmer, til et spændende årsmøde, der sætter fokus på et aktuelt og vigtigt emne for alle, både telemedicinere og sundhedsvæsens-interessenter.

Med venlig hilsen
Klaus Phanareth, Formand for Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin

Fakta om KOL:

KOL er en folkesygdom, en kronisk sygdom, hvor lungevævet langsomt ødelægges. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, medfører det problemer med vejrtrækningen. KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom og kaldes også for rygerlunger. 85-90 procent af alle KOL-tilfælde skyldes rygning (1).

Det anslås, at mere end 300.000 danskere lider af sygdommen. Der er ca. 23.000 indlæggelser om året i Danmark med KOL som aktionsdiagnose og tillægger man de indlæggelser, hvor KOL er en bidiagnose, bliver det samlede antal 45.000. Det gennemsnitlige antal indlæggelsesdage var 6,68 på landsplan i 2007, svarende til 154.000 sengedage om året. Patienterne optager ca. en fjerdedel af alle sengepladser på medicinske afdelinger (2).

Både mænd og kvinder rammes af KOL, men kvinder har størst risiko. Der er en stor dødelighed forbundet med sygdommen. Hvert år dør ca. 3500 mennesker af sygdommen. Der dør ca. 10 danskere dagligt af KOL, 11 % dør under indlæggelse og yderligere 19 % dør inden for de første 3 måneder efter en udskrivelse. Et år efter indlæggelsen er 36 % af patienterne døde og 50 % genindlagt (3).

Sundhedsvæsenets udgifter til KOL patienter over 40 år, udgjorde i 2002 et beløb på 30,6 mia. kr. til sygehusbehandling, hvortil skal lægges et ikke opgjort beløb i primærsektor (4).

BilagStørrelse
DSKT Årsmøde 2009 - Mødeprogram (PDF)476.93 kB
DSKT Årsmøde 2009 - Teaser (PDF)86.1 kB