Sundhedsydelser med IT - Pervasive Healthcare i den danske sundhedssektor
Omdrejningspunktet for denne rapport er Pervasive Healthcare (i rapporten også forkortet som PHC).
Pervasive Healthcare er en overordnet betegnelse for teknologier, der integrerer IT i sundhedssektoren; heraf projektets titel - Sundhedsydelser med IT. Med udgangspunkt i de organisatoriske og teknologiske udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor, har Teknologirådet i perioden september 2005 til maj 2006 søgt at belyse, hvilken betydning Pervasive Healthcare kan tænkes at få i det fremtidige sundhedssystem. Projektets formål har været at definere begrebet Pervasive Healthcare, diskutere hvad det dækker over og illustrere muligheder og udfordringer ved hjælp af en række cases. I forlængelse heraf har opgaven ligeledes været at klarlægge de konkrete formål med og behov for at indføre Pervasive Healthcare i det danske sundhedsvæsen.
Der har i projektforløbet været afholdt en række arbejdsgruppemøder og en heldags-workshop med deltagelse af 16 fagpersoner indenfor sundheds og IT-området. Denne rapport er et resultat af arbejdsgruppens diskussioner samt input fra den afholdte workshop. Rapporten giver et overblik over, hvilke potentialer og perspektiver implementering af Pervasive Healthcare indenfor sundhedssektoren kan
tænkes at have. Herudover diskuterer rapporten, hvilke udfordringer og problemstillinger som disse nye
teknologier potentielt vil afføde. Rapportens overordnede konklusioner og anbefalinger er funderet på de mere specifikke casebeskrivelser, som figurerer i rapportens sidste del.
Arbejdsgruppen bag projektet består af følgende medlemmer:
- Jane Clemensen, Center for Pervasive Healthcare, Århus Universitet
- Signe Vikkelsø, Center for Health Management, Copenhagen Business School
- Mette Mullerup, IT sundhed, Nordjyllands Amt
- Rita Lützhøft, Sundheds og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune
- Ole Winding, Dansk Selskab for Klinisk Telemedicin
- Klaus Phanareth, Telemedicinsk Forskningsenhed, Frederiksberg Hospital
- Kjeld Møller Pedersen, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet
- Stig Kjær Andersen, Institut for Sundhedsvidenskab og Teknologi, Aalborg Universitet
Rapporten skal læses som et debatoplæg. Rapportens vurderinger og anbefalinger er derfor ikke strengt videnskabeligt baserede, men afspejler arbejdsgruppens diskussioner og prioriteringer. Det skal i den forbindelse understreges, at de fremførte synspunkter i rapporten er arbejdsgruppens ansvar.
Fra Teknologirådet har projektleder Anders Jacobi, projektmedarbejder Anders Hoff, projektmedarbejder Berit Aadal og projektsekretær Vivian Palm været tilknyttet projektet. Herudover har journalist Lise Penter Madsen bistået med udarbejdelse af casebeskrivelserne.
Teknologirådet takker alle, der har bidraget til projektet. Herunder deltagerne på workshoppen. Denne rapport samt supplerende oplysninger om projektet kan downloades gratis fra Teknologirådet hjemmeside www.tekno.dk
-God læselyst
Anders Jacobi
Projektleder
Teknologirådet, Maj 2006
| Bilag | Størrelse |
|---|---|
| Teknologirådets Rapport (PDF) | 405.21 kB |